Fridykning som angstbehandling

fridykning-og-angst

Jeg er i gang med et intro forløb til fridykning.

Mange tror vist nok det er en ekstrem sport, og der er da også nogle der tager det til ekstremerne, men for mig, ser det ud til at der er plads til alle, uanset formål, om det er personlig udvikling, undervands jagt, konkurrence eller noget helt tredje.

Fridykning er en individuel sport, hvor man er afhængig af andre pga sikkerhed, men der er også social hygge til træningerne.

Hvor er sammenhængen mellem angst og fridykning?

Alt blive en god fridykker er 80-90% mentalt.

Min fornemmelse er at det, især i starten, er psyken, der sætter grænserne, frem for fysikken.

Selvom instruktøren Rune Hallum (som ved hvad han taler om, han er brand god!) fortalte os, at når vi begynder at mærke “trækninger” har vi stadig masser af ilt, og kan uden problemer holde vejret længe endnu, så er det ufatteligt svært, og lidt angst provokerende, at overtale sig selv til at blive under vandet.

“Trækninger” er de sammentrækninger der sker i maveregionen, når kroppen synes at det er tid til at trække vejret igen.

Det kan overføres næsten direkte til et angstanfald.

Når jeg får et angst anfald, gør min krop og min psyke ting, som jeg ikke føler jeg kan kontrollere.

Rationelt ved jeg godt at det ikke er farligt at gå op af bagtrappen til AROS, men ikke desto mindre, løber mine tanker af med mig på vejen op, og det sætter gang i nogle fysiske reaktioner, som ikke er hensigtsmæssige.

Det samme sker under et dyk, når jeg holder vejret, ved jeg rationelt godt at jeg kan holde vejret, ret lang tid uden at det er farligt på nogen måde. ikke desto mindre så lytter min hjerne til min krops signaler (Trækningerne) og så er udfordringen at bevare roen, og blive i det.

Begge dele er ret svært at have med at gøre, men fridykning er kontrolleret, og noget sjovere end egentlige angst anfald.

Jeg forventer at arbejde med angst situationer sideløbende med fridykningen, og jeg forventer faktisk at fridykningen kommer til at få en stor effekt mod den generelle ro jeg søger.

Inden man laver sit dyk

Man laver et såkaldt breathe-up, det handler om at man via kontrolleret vejtrækning, finder ro i sig selv, det er forskelligt hvor lang tid folk bruger på det.

Nogen fridykkere bruger hyperventilering, under deres breathe-up, men det er ikke en god ide, og det kan være direkte farligt. Breathe-up handler om mental ro, og ikke noget som helst andet, ikke noget med iltning af blodet, eller noget Co2 halløj, det handler KUN om mental ro.

Under dykket

Her er kunsten at bevare roen.

Når man taler om statisk fridykning, ligger man bare helt afslappet og holder vejret under vandet. Denne disciplin kræver ikke nogen form for fysisk teknik, det hele foregår mentalt.

Dynamisk fridykning, handler om at man svømmer baner, mens man holder vejret under vand. Her er der noget teknik i forhold til måden man svømmer på, men det primære ligger stadig mentalt.

Der er forskellige måder at bevare roen på, nogen tænker hele kroppen i gennem, i en såkaldt body scan, nogen tænker ikke på noget overhovedet, nogen ser farver, der er ikke nogen endegyldig regel på hvordan man gør, og Rune Hallum havde en rigtig god pointe i ikke at læne sig for meget op at rutiner, fordi man skal kunne gøre under forskellige forhold, og ingen ved 100% hvad der sker på det givne tidspunkt.

Fridykning virker rigtig fedt, og der indgår elementer af meditation, mindfullness, der er sikkert også kognitive teknikker og så er det selvfølgelig altid en god ide at være i god form, så det arbejder jeg også videre på!

Foto: Ben eBaker
Licens

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Menda er drevet af almindelige mennesker. Vores råd og artikler kan ikke sidestilles med professionel rådgivning. Vi fralægger os ethvert ansvar. Brug formularen til at få professionel hjælp