Mias historie om angst, indlæggelse og at finde tilbage til et godt liv

Mia Gutfelds succes historie om angst

Jeg mødte Mia på et online angst forum, hvor hun gav udtryk for, at hun gerne ville hjælpe andre med angst via hendes egne erfaringer.

Jeg spurgte Mia, om hun var interesseret i at medvirke i en artikel her på Menda og det sagde hun heldigvis ja til.

Mia’s historie er en succes historie, hun har været længere nede og prøvet flere ting som 22 årig, end de fleste mennesker prøver hele deres liv. Heldigvis for dem.

Jeg har kæmpe respekt for Mias mod til at dele hendes historie og man kan mærke, at hun har hjertet på rette sted.

Tag godt imod Mia og giv hende meget gerne et like og en kommentar med på vejen. Det kræver et mod ud over det sædvanlige at fortælle åbent om noget så personligt, svært og sårbart.

Fortæl lidt om dig selv

Mia Gutfeld

Jeg hedder Mia og jeg er 22 år. Jeg har stået ansigt til ansigt med min angst i et par år.
I min journal endte der med at stå ”depression, angst, selvmordstruet, posttraumatisk stress”.

En ellers livsglad pige, viste pludselig det ”hvide flag”.

Jeg har altid været en meget positiv og ekstremt glad pige, som elskede og værdsatte livet meget højt. Men en dag gav jeg bare op. Jeg følte alle mine kræfter og tanker var brugt op. Og min krop begyndte helt af sig selv og sige fra. Jeg havde pludselig ingen kontrol.
Efter lang kamp indså jeg, at jeg blev nødt til at kæmpe med min angst, og ikke imod den. Den dag i dag er jeg igen glad, helt ind i maven.
Jeg kæmpede en lang kamp med mange nederlag.

Hvad skete der?

Mia Gutfeld

Der skete rigtig mange ting – for mange ting på én gang. Jeg kunne ikke sige fra, for mig selv og de mennesker der fyldte for meget i mit liv. Jeg blev draget til at tage store og voldsomme beslutninger i en alt for ung alder.

Det blev for meget, og eftersom jeg aldrig havde lært og lytte til min krop og mine grænser, stod jeg både psykisk og fysisk af. Jeg følte mig alene i en alt for stor og i mine øjne, uretfærdig verden. En verden jeg pludselig ikke ville være en del af mere.

Hvordan opdagede du at du har angst?

Mia Gutfeld

Jeg har indset den dag i dag, at jeg har døjet med angst siden jeg var barn. Dog kom det først for alvor til udbrud for 2 års tid siden. Her kom mine angstanfald uafbrudt, og det endte med at jeg ikke kunne tage det store skridt ud af min seng. Jeg kunne ikke lige meget hvad. Jeg blev dårlig – svimmel, hjertebanken, svedig, hyletoner og jeg følte at loftet bevægede sig nedad og at alt lukkede sig ned omkring mig.

Jeg havde konstant ondt i maven, og da det for alvor tog til besvimede jeg tit et par gange om ugen og jeg kastede op. Min personlighed var ærligt væk, gemt langt indeni mig selv. Jeg havde ingen kontrol over min krop eller mine følelser.

Det var som at leve i en fremmed krop. Jeg ville ikke se nogle mennesker, men jeg var skrækslagen for at være alene. Jeg var splittet, fanget i min krop og kunne ikke tage en eneste beslutning – så knækkede filmen. Jeg gav op, og ville bare væk, væk fra det sorte hul jeg var blevet fanget i.

Ved du hvorfor du har angst?

Mia GutfeldDer ligger en masse ting bag ved min angst, vrede og aggressioner heriblandt. Ting der har stået på i rigtig mange år. Ting jeg aldrig fik lyttet til eller talt ud om.

Jeg så mig selv som ”svag” hvis jeg havde problemer, derfor ville jeg end ikke indrømme det overfor mig selv.

Alt blev altså gemt indeni mig. Ting som til sidst blev et stort sort hul som overtog alt i mig – vreden.

Jeg har derfor aldrig rigtig vist mine følelser, eller kommet med tårer. Jeg levede på et tidspunkt i frygt. Jeg følte aldrig rigtig jeg havde nogen og stole på, hermed også ment at jeg ikke følte mig tryg ret mange steder.

Hvad gjorde du så?

Mia Gutfeld

Over en lang række år, havde jeg fået bygget en god facade op. Ingen vidste hvordan jeg havde det indeni. End ikke mig selv til tider. Jeg kunne ikke tackle at folk skulle se mig med problemer, og vide hvad der gemte sig indeni mig. Folk så mig derfor som en stærk pige, der nærmest kunne løse alle problemer og på en måde ”redde hele verden”. Men til sidst sagde min krop fuldstændig fra – jeg kunne ikke mere.

Jeg prøvede at søge hjælp til at starte med – men her fik jeg ikke rigtig nogen.
Jeg har heldigvis altid været vant til at klare mine problemer selv, så derfor var dette ikke det store nederlag for mig.

Min stædighed begyndte så småt at tage over. Jeg ville tilbage til mit glade sind. Jeg ville gøre alt for at kunne stå op og have en helt almindelig dag igen.

Jeg vidste at jeg blev nødt til at lære og lytte bedre til mig selv og min krop. Her opdagede jeg at det gav mig rigtig meget at ”studere” min angst. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke nyttede noget at få ”angst for angsten”. Jeg mærkede efter 24/7, og kæmpede for at forstå den. Jeg følte at jeg blev nødt til at lære den og kende, for at kunne overvinde den.

Men det blev og bliver det aldrig til – jeg er nu blevet ”ven” med min angst. Jeg ser den som en hjælpende hånd i mine svære eller pressede situationer. Og jeg lytter til den og min krop som aldrig før.

Hvis jeg skal ned og handle og allerede har tænkt på alle lydende og alle de mange mennesker hjemmefra, for ikke at nævne alle de alt for mange valgmuligheder der efterhånden står på hylderne – har jeg allerede her startet angsten. Og så venter jeg med at tage hjemmefra til jeg er kommet på andre tanker. Jeg er nu nået dertil at jeg kan have den indstilling med, at det hele nok skal gå, og hvis ikke i dag – så i morgen. Jeg er stoppet med at presse mig til noget jeg ikke kan overskue, for så går det galt. Og hvis jeg så står i en situation, som jeg virkelig ikke kan overskue, men bliver nødt til at få gjort, som bl.a. arbejde, tager jeg ting meget stille og roligt hele dagen, og prøver at få mig selv med 100 %, så jeg ikke svulmer ind i mig selv. Jeg trækker vejret dybt ned i maven, og fortæller folk jeg omgås med den dag, (kun folk der kender mig) hvordan jeg har det den dag.

Det var også en ting der hjalp mig meget – jeg begyndte at snakke højt om det. Jeg fortalte folk hvis jeg havde en dårlig dag, noget som jeg aldrig har gjort før.
Efter det begyndte at gå lidt fremad og der kom lidt mere overskud, begyndte jeg at løbe og dyrke motion igen, og jeg fjernede alle mine usunde vaner.

Den dag i dag kan jeg stadig mærke stor forskel på mit humør og overskud alt efter kost og motion. Det hjalp mig rigtig meget. Det hele lyder som om det har været en nem opgave og gøre, men jeg kæmpede for alt, hver eneste ting jeg skulle gøre.

Hvordan har din omverden håndteret det?

Mia GutfeldMin omverden har virkelig taget det flot. I starten var det lidt som om, at mine venner ikke helt vidste hvilket ben de skulle stå på. Men det kom også som et stort chok for de fleste. Alt lå gemt indeni mig jo. Men de har været verdens bedste støtte. Uden mine venner og familie var jeg aldrig kommet så langt. Lige meget hvem, så var de altid klar til at smide alt de havde i hænderne.

Hvilken hjælp har du fået?

Mia GutfeldJeg gik hos en psykolog et par gange, men fandt efterhånden ud af, at en psykolog ikke rigtig var mig. Jeg havde svært ved, at åbne op til en der ikke havde mærket det på egen krop.

Jeg prøvede derfor at finde en slags gruppe, hvor man kunne snakke med en masse der selv havde været i nogenlunde samme båd. Men disse grupper var desværre ikke til at finde.

Min største hjælp var mine venner, der hjalp mig med at finde mig selv igen. Og troen på mig fra både familie og venner, var noget af det stærkeste jeg fik, da jeg selv havde mistet den.

Har du været indlagt?

Mia Gutfeld

Ja. Da det var aller værst blev jeg indlagt på Oringe psykiatrisk. Dog udskrev de mig dagen efter med henvisningen til en ”selvmordsgruppe” på køge psykiatriske afdeling. Jeg skulle vente et par uger, som hurtigt blev en måned.

Da jeg så mødte op, fandt jeg ud af at der kun var en psykolog til rådighed, hvilket jeg havde sagt jeg ikke havde brug for. Så da systemet svigtede i mine øjne, var det første og sidste gang jeg bad om hjælp, da dette var meget grænseoverskridende for mig i forvejen.

Men set tilbage på netop den detalje, var det godt og vigtigt at jeg begyndte at søge hjælp. Det er voldsomme ting selv at skulle gå rundt med, så en slags hjælp er vigtig.

Hvordan var det?

Mia Gutfeld

Da jeg først ankom og fik beskeden at de ville indlægge mig, var jeg rigtigt lettet. Jeg kunne pludselig mærke mine fodsåler igen. Men da det så viste sig at jeg skulle udskrives næste dag, lige meget hvor meget jeg tiggede og bad dem og trods mine konstante angstanfald. Viste det sig at jeg røg længere ned efter denne tur. Fordi – hvem skulle nogensinde så kunne hjælpe mig? Jeg var skrækslagen og havde givet helt op.

Hvordan har du det nu?

Mia Gutfeld

Den dag i dag, føler jeg selv, at jeg nu kan sige ”jeg har fundet mig selv”.

Med dét sagt, har jeg stadig dårlige dage af og til.

Men jeg har givet dem lov til at komme. Jeg ser ikke længere dårligt på mig selv, hvis jeg bare har brug for et par timer foran fjernsynet – fordi det er okay. Jeg ser det som en dag der gør mig stærkere, der gør mig mere erfaren på nederlag. For nu, nu kan hele verden bare komme an. Jeg ved der altid vil være en løsning, jeg stoler på mig selv nok til at vide, at jeg finder en udvej. Der er altid lys for enden af tunellen, uanset hvem du er – og uanset hvad din situation er.

Jeg er også nået til det punkt, som jeg egentlig troede jeg aldrig kunne finde frem – jeg kan sige helt fra nu, med god samvittighed.

Fordi nu lytter jeg til mig selv og min krop.

Jeg ved nemlig, at lige netop dét er vejen FREM.

Er din angst væk?

Mia Gutfeld

På en måde, tror jeg aldrig helt at angsten går væk.

Men er det ikke også okay? – for MIG er det.

For mig er angst stadig et redskab man skal bruge her i livet, til at vide, hvornår man skal sige fra. Dog vil jeg sige, at jeg ikke har mine angstanfald mere. Men jeg har stadig mine hyletoner for øret, hvis jeg står i en situation som på ingen måde er rar.

Jeg ved også at livet ikke kommer til at svæve på de lyserødder skyer fra nu af og til, at jeg ikke er her mere – fordi hvem kan det? Det kan ingen få, intet liv er helt perfekt, fra man bliver født til man dør.

Men det er okay, fordi sådan er livet. Man skal huske at leve det, imens man har det.

Får du medicin?

Mia Gutfeld

Jeg har altid haft den stærke overbevisning om, at jeg ikke ville have medicin. Jeg ville løse mit problem, og ikke tage medicin for mit problem.

Jeg så det lidt, som at lægge et låg på ens problemer, og derfor så jeg det ikke som løsningen. Men måske det havde været lidt nemmere for mig den dag i dag. Måske jeg ikke havde haft de hårde nedture på samme måde.

Jeg er dog stadig glad for at jeg ikke takkede ja til medicin. Vi skal dog huske, at alle stadig er forskellige.

Har du fået noget positivt ud af at have angst?

Mia GutfeldDet vil jeg stærkt sige, at jeg har gjort.

Det skal dog ikke misforstås til at jeg er ligefrem lykkelig for min angst.

Jeg har bare accepteret det, og fundet ud af, at det er vejen frem for mig.

Men jeg ser nu livet på en helt anden måde. Jeg er mere jordnær og kan føle mange flere ting ved både mig selv, men også ved andre. Forstået på den måde, at jeg lægger mærke til mange flere ting, på andre måder end jeg ville have gjort før. Jeg er mere opmærksom, på både mig selv og min omverden.

Har du 3 råd til mennesker der har angst og har det svært?

Mia Gutfeld
1. Accepter angsten – stop med at kæmpe imod den.
2. Lyt til dig selv og din krop – gør det du har BRUG for og som er bedst for DIG.
3. Opgiv ikke – vejen til de lyse steder er måske tættere på end du lige regner med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Menda er drevet af almindelige mennesker. Vores råd og artikler kan ikke sidestilles med professionel rådgivning. Vi fralægger os ethvert ansvar. Brug formularen til at få professionel hjælp